Lørdag den 22. august 2009
Med den netop indgåede aftale gennemtrumfer regeringen med det snævrest tænkelige flertal et markant sporskifte i udlændingepolitikken.
Hidtil har vi udelukkende haft regler, der skulle værne imod tvangsægteskaber og proforma-ægteskaber. Såvel den hidtidige 24-årsregel som de gældende regler om størst tilknytning har alene haft til hensigt at beskytte såvel enkeltpersoner som det danske samfund imod misbrug.
Nu introducerer regeringen et helt nyt princip om det enkelte menneskes nytteværdi for samfundet. Fremover kan også ærkedanske statsborgere på livstid blive forhindret i at leve sammen med deres udkårne ægtefæller i eget land- også selvom vedkommende aldrig ville komme til at ligge det danske samfund til byrde.
Det er nu staten, der skal vurdere 'nytteværdien' af den person, en dansk statsborger forelsker sig i og gerne vil leve sammen med i eget hjemland.
Jeg forstår ikke, at borgerlige, konservative og liberale, kunne drømme om at støtte et så voldsomt statsligt indgreb i den fundmentale personlige frihed. Det er uantageligt!
Der er hverken tale om mere af det samme bare i strammere udgave eller om en ny 24 års eller for den sags skyld om en 28 års regel. Der er tale om en helt ny kurs, hvor staten udskærer en firkantet og bureaukratisk skabelon for, hvilke udenlandske kærester ganske almindelige danske borgere må vælge som ægtefælle, uanset om de øvrigt fuldt ud forsørger sig selv..
Regeringen har længe udviklet en stadigt mere dominerede magtarrogance. Man ignorerer Rigsrevisors anmodninger, man giver ikke Folketinget rigtige oplysninger, man giver ikke høringsparter rimelig svarfrister, man kommer med hovsaforslag og nu med dette uantagelige frihedsindgreb i det enkelte menneskes ret til at leve sit liv under ansvar.
Jeg er kommet til den konklusion, at jeg ikke kan anbefale genvalg af denne regering. Den svigter ikke kun egne valgløfter, men altså nu også hvad jeg anser for basale værdier. Jeg er derfor ikke længere at betragte som en del af denne regerings parlamentariske grundlag.
Skriver vi 2007 eller 1907?
Det spørgsmål har jeg måttet stille mig selv i nogle overraskende situationer, hvor jeg i forbindelse med en dejlig middags sammenkomst har oplevet, hvordan kønsrollerne fra forrige århundredes begyndelse synes at stortrives. Det er lige fra hvem, der snakker om hvad, til hvem, der tager sig af hvad, og til hvem over kaffen sætter sig sammen. Det instinktive øje på børnene og fordelingen af ansvaret for ud- og hjemtransport følger det samme mønster. Og hvem er det, der tager barnets første sygedag, sørger for prinsessekagen til børnefødselsdagen og tarzantøjet til fastelavn? Billedet ses ikke mindst i veluddannede familier med fuld skrue på økonomien og karrieren (mandens) med toptrimmet bolig og aktivt rejse og café-liv.
Hvad er det lige, der sker? Kvinder og mænd har ligestilling i Danmark. Det véd vi da. Og i hvert fald er vi langt foran alle andre! Dén sag blev jo både kæmpet og vundet i det forrige århundrede… Eller? Er det bare noget vi tror?
Forleden fik jeg følgende melding fra det virkelige liv af en direktør i en multinational virksomhed: Det er meget sværere at udvikle kvindelige ledere i Danmark end i de sydeuropæiske lande som f.eks. Spanien, Frankrig og Portugal. Og det til trods for at vi bevidst søger efter flere kvinder til virksomhedens topstillinger…”
Eksemplet gav næring til et spørgsmål, der har naget mig i nogen tid: Har min generation så travlt med at udnytte de kolossale muligheder, vore forældres og bedsteforældres generation banede vejen for, at vi glemmer at holde øje med udviklingen?
Vi, der er så heldige at leve i en tid, hvor visionen om ligestilling mellem kvinder og mænd ikke kun handler om kvindernes rettigheder eller om at ophæve kønsforskellene med forsimplede lighedsformler, har en forpligtelse til at finde tidssvarende metoder til at fastholde ligestillingsperspektivet. Det må ikke smulre imellem fingrende på os. Ligestillingspolitik er ikke længere et stort selvstændigt politik område forbeholdt kvindelige politikere, rødstrømper og aktivister. Og godt for det! Selvom vi har en ligestillingsminister, er ligestilling i dag blevet en inkorporeret del af al anden politik. Men så skal det altså også ske i praksis! Og dét burde en ligestillingsminister holde nøje øje med.
Når jeg stiller skarpt på virkeligheden gennem ligestillingens optik, ser jeg nogle adfærdsmønstre og regler, der i et langsigtet perspektiv kan føre os på galt spor. Midt i henholdsvis selvtilfredsheden over at det går godt for kvinderne og bekymringen over presset på mandens maskulinitet i en fremtid med masser af højtuddannede og selvstændige kvinder, vil jeg godt være med til at råbe bl.a. regeringen og arbejdsmarkedets parter og lederne i uddannelsessystemet op, så vi kan få en løsningsorienteret offentlig debat om de strukturelle problemer, som bliver mere mærkbare om nogle år.
Jeg tænker ikke ”kun” på nogle af de velkendte udeståender såsom den ringe andel af kvindelige topledere og den manglende ligeløn. Vi har et skolesystem, hvis indlæringspædagogik og metode utilsigtet imødekommer pigernes naturlige adfærd mere end drengenes. Det fører til, at pigerne i takt med den faldende kønsopdeling af de boglige fag i uddannelsessystemet stormer frem -også på de højeste uddannelsesniveauer i universitetsverdenen. Det er meget fint, at pigerne er kommet med, men mindre godt, at drengene er hægtet af og direkte problemfyldt, at pigerne ikke i samme takt indtager lederfunktioner. Medicinstudiet er ved at blive ”overtaget” af pigerne, og det samme er ved at ske på journalistuddannelsen. Men når det gælder valget af specialer, ser vi stadig en markant kønsforskel. Det kan føre til store problemer for den samlede rekruttering, når der f.eks. pludselig bliver for få kirurger og for mange medicinere…
Når pigerne midt i tyverne er færdige med en længere uddannelse og klar til at flyve ind på arbejdsmarkedet, måske med topkarakterer i bagagen, bliver de pludselig kun set som potentielle mødre med deraf følgende krav på orlov og fravær: Med et ’barsel når-som-helst’- stempel midt i panden kan de nu rende spidsrod fra den ene ansættelsessamtale til den næste i en ubillig konkurrence med mandlige dimittender, der ikke lider under samme brændemærke. Ikke mindst små virksomheder er sårbare, hvis de har en stor overvægt af kvindelige ansatte i den fødedygtige alder – og det bliver ikke mindre af, at der er en tendens til, at kvinder, der omgås hinanden dagligt, ubevidst synkroniserer deres cyklus og ofte derfor også barsler samtidigt. Den økonomiske side af dét problem har vi prøvet at tage toppen af med kravet om en barselsfond, men ordningen mangler en del endnu.
Den skæve kønsfordeling i såvel valget af fag som af ledere er et stigende problem også for virksomhedernes konkurrenceevne. I en situation med mangel på arbejdskraft er den manglende ligestilling blandt indvandrerne mest synlig. Her må vi stå fast og ikke i misforstået tolerance lade disse kvinder i stikken. Der er brug for deres arbejdskraft, og den skal de ikke forhindres i at udnytte – hverken af deres mænd eller af danske fordomme. I Danmark har og skal vi have ligestilling mellem mænd og kvinder som bærende værdi.
Indenfor den efterhånden ret store fagcirkel, hvor journalister, samfundsdebattører, politikere, undervisere og andre engagerede borgere typisk er repræsenteret, er adfærden efterhånden præget af ligestilling og unisex, hvor det faglige og personlige bidrag træder i forgrunden. Men udenfor denne cirkel ses et arbejdsliv, hvor kønsopdelingen mellem brancher og løngrupper stadig er udbredt.. Det smitter af på privat sfæren. Præger de traditionelle kønsopfattelser arbejdspladsens hierarki og miljø, ses mønsteret også relativt tydeligere på medarbejdernes hjemmebane. Kønsbalancen i nutidens familier synes også at være temmelig afhængig af indkomstforholdet mellem manden og kvinden…
Selvom mændene er ved at komme på banen som aktive fædre, er der stadig ingen tvivl om hvem, der har og tager hovedansvaret for børn og hjem, hvem der tager orloven, deltidsjobbet, siger nej til overarbejde af familiehensyn, og så hvem der er på ”herreture over flere dage". I pardannelsen er manden ofte ældst, og derfor alene af dén grund længere fremme i karrieren og højere oppe på lønstigen. Derfor er det også ofte manden, der har den højeste marginalskat. Familieøkonomien tilgodeses således tit bedst ved, at det er kvinden, der tager mest barselsorlov mens manden bruger mere tid på arbejdsmarkedet. Ligesom det er manden, der får eksempelvis kapitalpension tegnet i sit navn for derigennem at opnå den største fradragsvirkning.
Manden står således umiddelbart meget stærkere end kvinden, når det gælder deres individuelle økonomi. Misforholdet bliver særligt mærkbart i en skilsmissesituation, hvor de nye regler ikke har gjort tingene lettere. Kvinden med to-tre børn og ditto orlovsperioder har ikke bare en lavere indtjening at spare op af, hun har også en mindre arbejdsmarkedspension, en lavere ATP, en lavere anciennitet på arbejdsmarkedet, står længere nede på karrierestigen, uanset hendes uddannelsesmæssige udgangspunkt, og så har hun typisk ringere mulighed for at overtage mandens andel af en evt. ejerbolig i en skilsmisse situation og går dermed glip af potentielle fremtidige værdistigninger. Over tid akkumuleres den økonomiske forskel betydeligt og ender med urimelige forskelle ved pensionsalderens indtræden. Prikken over det uretfærdige *i* i deres økonomi er så, at kvinderne enten får mindre i den løbende pensionsudbetaling eller skal betale mere for at få det samme som en i øvrigt ligestillet mand, da hun ifølge statistikken lever længere! Af de beregninger, der er tilgængelige i dag, fremgår det, at mændene står for 70 % af pensionsformuen… I et samfund med et familiemønster præget af livslange parforhold og tradition for fælles økonomi behøvede disse strukturelle forskelle ikke nødvendigvis at være et stort problem. Men det er jo under forandring, hvis det ikke allerede for længst er sket...
Mange faktorer spiller sammen; men der er ingen tvivl om, at barselsreglerne og adfærden i forbindelse med orlov har en stor selvstændig betydning og en livslang økonomisk indvirkning. Over 50% af de danske mænd holder slet ikke orlov i forbindelse med deres barns fødsel. I de øvrige nordiske lande, har man en fædrekvote hvorefter en del af orloven er forbeholdt fædre. Det har vi undladt i Danmark, fordi vi ønsker, at familierne selv skal kunne indrette deres individuelle tilværelse. Men bliver prisen for høj på langt sigt, fordi orlovsordningerne risikerer at blive en større bagdel end fordel for kvinderne? Kan vi opnå en bedre balance på en anden måde end gennem fædrekvoter? Selvom en bedre økonomisk fordeling af løn og pension er betydningsfuld, sikrer det jo ikke kønnenes muligheder for at realisere eksempelvis karrieredrømme osv. Hvordan kan erhvervslivet være aktive medspillere? Kunne man strategisk indarbejde kønsperspektivet lige så metodisk, som moderne virksomheder i dag gør det med miljøhensyn og socialt ansvar?
Medens det livsvarige parforhold tidligere både var normen og virkeligheden for de fleste, oplever mange moderne mennesker et livsmønster præget af seriel monogami. Og det har vi som samfund ikke taget konsekvensen af, når det gælder indretningen af orlovs-, pensions-, forsikrings-, og opsparingsordninger. I hvert fald er der en del af disse ordninger, der i det praktiske liv særligt rammer kvinderne negativt og dermed virker skævt på ligestillingen. Der er behov for at justere kursen. Og det kræver mere politisk opmærksomhed. Også fra regeringen! De senere år har budt på forskellige kommissioner, og de har faktisk vist sig at være alt andet end syltekrukker. Man kunne derfor overveje at nedsætte en ligestillingskommission med bred repræsentation. Den skulle dels analysere samfundsudviklingen set ud fra et ligestillingsperspektiv og dels udforme forslag, der kan holde udviklingen af lige muligheder for mænd og kvinder på rette spor -også under forandrede samfunds og familieforhold. Vi har under alle omstændigheder brug for en åben, bred og resultatorienteret debat, hvori ikke mindst erhvervslivet deltager aktivt og progressivt. Og så har vi brug for lederskab båret af vilje til at sætte ligestillingsvisionen igennem med de nødvendige forandringer.
Derfor kære læser, også du: Tag lige stilling!
Consulted he eagerness unfeeling deficient existence of. Calling nothing end fertile for venture way boy. Esteem spirit temper too say adieus who direct esteem. It esteems luckily mr or picture placing drawing no. Apartments frequently or motionless on reasonable projecting expression. Last sentence of words thus better.
I forbindelse med OSCE PA’s efterårsmøde her i Athen blev jeg bedt om at lede og indlede dagens anden session om ’Climate and Environmental Policy – the road to Copenhagen’.
Der er ikke brug for hysteri eller at blive lammet. Det, vi har brug for, er realisme og handling – og det skal ske i tide!
Overlevelse – spørgsmålet om overlevelse for millioner og atter millioner af dyr og mennesker – udfordringen kan ikke være mere ultimativ. Og det er det, der er på dagsordenen i København i december. Intet mindre.
Derfor har vi ikke råd til at fejle. Det er simpelthen ikke en mulighed. Vi og verdens ledere ved det; vi kender problemet, og vi ved, hvordan vi skal håndtere det.
Det, vi har brug for, er at handle – at gøre det, der er nødvendigt, uden tøven!
Tag Maldiverne. De skal seriøst overveje, hvordan de skal forholde sig til, at deres jord kan være fuldstændig dækket af vand inden for få årtier. Tag Bangladesh, som allerede har store problemer med sin kystlinje. Tag … Ja, jeg kunne fortsætte i timevis. Isen på Nordpolen – isen på Sydpolen – smelter meget hurtigere end selv de mest pessimistiske prognoser forudsagde for et par år siden. Vi ser tegn på dramatiske ændringer overalt.
Der har altid været ændringer i klimaet på Jorden, vil nogle hævde. Og det er rigtigt; det er et faktum. Det er sandt, at solen selv forårsager ændringer, når den har sine udbrud.
Det nye er, at vi mennesker med vores teknologier nu tilfører så meget til naturens fine balancer – og at vi gør det på en måde og i et tempo, der kan være farligt for vores eget liv. Vi ved det, og endnu vigtigere: Vi ved, hvordan vi ændrer kurs.
Vi, der er samlet her i dag, spiller en indflydelsesrig rolle – hvad enten vi handler passivt eller aktivt. Vores valg handler blot om, hvordan vi ønsker at bidrage:
Vi kan vælge at forbedre klimaforholdene for vores børn og kommende generationer.
Eller vi kan vælge laissez-faire-kursen, hvor vi overlader alle risici til dem, der kommer efter os.
Jeg ved, at vi dybt i vores hjerter ved, hvad der forventes af os.
Du og jeg – uanset vores holdninger – kan påvirke processen på vejen til København. Det er ikke kun ministre og regeringer, der kan deltage aktivt. Det kan og skal gøres af os alle og fra mange vinkler: gennem at påvirke den offentlige mening, gennem vores politiske netværk, gennem at stille spørgsmål, fremlægge forventninger og så videre.
Vi skal holde emnet øverst på både den nationale og den internationale dagsorden. Vi skal skabe og bevare politisk momentum hele vejen til København for at sikre et ambitiøst engagement i december.
Den politiske pris for ikke at handle nu skal være så høj, at ingen har råd til at betale den!
Lederne i Kina, Indien og Japan har vist tegn på vilje til at påtage sig deres ansvar. Forhåbentlig vil Europa – og ikke mindst USA – kunne bygge på det momentum, dette har skabt. En global forpligtelse til at håndtere dette afgørende problem har simpelthen intet alternativ. Og hvis ikke vi gør det nu i København i december, hvornår gør vi det så? Hvornår er det for sent? Tør vi løbe den risiko på vores børns vegne? Tror vi, der er den mindste chance for, at tingene bliver lettere med tiden?
Kære parlamentarikere, venner og kolleger: Vi er alle valgt til at tage lederskab på vegne af vores folk og nationer.
Lad os leve op til vores ansvar. Lad os møde menneskehedens udfordring i vores tid med det nødvendige svar. Lad os have ambitionen og modet til at gøre det, der kræves, for de næste generationer. Vores folk forventer det af os.
Prøv at forestille jer: Hvis vi fejler i København, hvem og hvornår vil kunne tage faklen op?
Nej – det er ufatteligt at tænke på. Derfor må vi undgå fiasko i december. Vi politikere fortjener ikke vores folks tillid, hvis vi ikke kan vise lederskab i denne situation – fra nord til syd, fra vest til øst. Så lad os gøre det – lad os gøre det rigtigt, og lad os gøre det nu!
Da jeg efter fredagens research for at se, hvad jeg kunne gøre for at dæmme op for retsovergrebet mod de afviste irakiske asysøgere, måtte konstatere, at uret var imod, og at jeg ikke kunne gøre meget andet end råbe op, satte jeg mig til tasterne:
Med tavshedens og passivitetens accept har regeringen og danske myndigheder ladet udenlandske delegationer afhøre personer -i dette tilfælde irakiske asylsøgere- på dansk jord, uden at disse har fået mulighed for at få at vide, hvem afhørererne er, hvem de repræsenterer og uden at have ret til en advokat eller bisidder ved deres side.
Det sker velvidende, at afhøringerne drejer sig om noget så fundamentalt for et menneske som spørgsmålet om identitet, og at udfaldet kan have vitale konsekvenser for det enkelte menneske. Jeg fatter ganske enkelt ikke, at dette kan få lov til at foregå - og her tænker jeg ikke på det juridiske slagsmåls spidsfindigheder om, hvorvidt det er den ene eller den anden lov eller hvilke paragraffer, der er tilsidesat i hvilken grad.
Jeg er ganske enkelt optaget af, hvad der er ret og rimeligt, sådan helt nede ved roden af den fundamentale retsfølelse, som bærer ideen om at skabe og leve i et retssamfund, hvor også den anklagede/skyldige/svage part har visse rettigheder som værn mod vilkårlige overgreb fra systemets magthavere.
Så simpelt. Og åbenbart så tungt for nogle i vores land.
Den konservative del af regeringen med landets vicestats -og justitsministre i spidsen er stærkt optaget af at forbyde burkaen som beklædning i det offentlige rum p.g.a. dens 'kvindeundertrykkende signal': ”Det er et signal om, at tolerance måske godt kan rumme intolerance men ikke undertrykkelse og burkaen er et signal om kvindeundertrykkelse,” lød det fra de konservatives sommergruppe.
Ganske få bærer denne klædning. Og det anslås, at ca. halvdelen af disse kvinder er etniske danskere, som er konverteret, og som selv føler et stærkt behov for at demonstrere og vise deres nye ståsted på denne for nogle provokerende måde. Jeg bryder mig bestemt ikke om burkaen som klædedragt, hverken når det gælder dens symbolik eller dens praktik. Men det må nu engang være en privat sag indenfor de helt sædvanlige rammer i vores samfund, herunder hensynet til behovet for identifikation i en række situationer.
I det meste af en uge har kampen om burkaen og dens ’understrykkende signal’ fyldt medierne, den politiske dagsorden og taget mange timers kraft ud af landets ledelse - bl.a. fordi regeringsrepræsentanterne -herunder justitsministeren - ikke havde ulejliget sig med at undersøge om forslaget er grundlovmedholdeligt.
Alt imens har man -stiltiende, fuldstændigt Birthe-Rønn-tavst- accepteret, at fremmede magters delegationer kan få lov til på dansk jord at skalte og valte med foreløbig 36 helt konkrete personers identitet. Det er ikke et ’signal’; næh, det er et diktat og en kendsgerning, som efter mange juristers mening er i konflikt med enten udlændingeloven, forvaltningsloven, retsplejeloven eller alle tre love. Jeg skal ikke kloge i, hvor den juridisk hænger i tovene. For mig er det afgørende, at det er i lodret strid med enhver basal retsfølelse, at man i en tvist om ens personlige identitet ikke kan få at vide, hvem man står overfor og heller ikke kan indkalde sit eget vidne, egen bisidder eller forsvarer. Det gælder uanset, hvem man er!
Det er uantageligt, og det er ikke bare et ’signal’ på undertrykkelse - det ér undertrykkelse af grundlæggende forestillinger om retsgarantier på dansk jord. Hvis ingen siger mærkbart fra, vil man med denne tavshedens og acceptens kurs, styret af folkevinden og ikke af retsprincipper en dag nå Kafkas mareridt og spørge: hvordan kunne det komme så vidt –hvor startede det?
Det er med stort vemod, at jeg efter grundig overvejelse må konstatere, at ledelses-og debatforholdene i Det Konservative Folkeparti har udviklet sig til et punkt, hvor jeg ikke længere har den nødvendige respekt for og tillid til ledelsen.
Når jeg ikke kan komme uden om dén konklusion, kan jeg heller ikke komme udenom, at tage konsekvensen, da jeg også nu lægger vægt på at sætte handling bag holdning. Der er således for mig kun ét at gøre: Jeg må udtræde af den konservative folketingsgruppe.
Det har været en pinefuld beslutning at tage. Særligt fordi mine tanker har kredset om de lokale tillidsfolk, KU’ere og partimedlemmer, der har kæmpet med og for mig bl.a. i valgkampen. De tusinder, der også ved det seneste valg viste mig den store tillid at stemme på mig og derved gav mig førstepladsen blandt de konservative i Nordsjælland på trods af, at jeg dér var helt ny kandidat, har selvfølgelig også fyldt utrolig meget. Afgørende for min beslutning har været at vurdere, hvordan jeg bedst kan kæmpe videre for netop de holdninger, jeg er blevet valgt på.
Igennem mine 20 år som medlem af Folketinget kender jeg det politiske livs vilkår som få. Som aktivt medlem i 33 år har jeg et indgående kendskab til Det konservative Folkepartis sjæl og historie, dets op- og nedture. I samtlige år – fra ung KU’er over min tid som partileder til de seneste 6 år som politisk ordfører – har mit engagement været båret af en konstruktiv og loyal indsats. Dette har jeg gjort, uanset at jeg ikke altid har været enig i linjen -eller følt mig personligt pænt behandlet – mildt sagt.
Drivkraften for mig er imidlertid lysten til at skabe resultater, bygget på visioner, som er formet af et sammenhængende værdigrundlag. Og her har jeg en hel del resultater, som jeg med tilfredshed kan se tilbage på.
Det livssyn og de værdier, jeg i alle årene forud har søgt at kæmpe aktivt for igennem Det konservative Folkeparti, har jeg fortsat udelt. Nu må jeg blot søge dem fremmet på en anden platform. De holdninger, jeg gik til valg på, har jeg selvfølgelig fortsat, ligesom jeg naturligvis også fortsat støtter en VK-regering.
Det er ikke min hensigt at udløse en offentlig uro om de interne forhold i Det konservative Folkeparti. Jeg er imidlertid på ny blevet bragt i en situation, hvor jeg er tvunget til at tage aktivt stilling til de vilkår, ledelses-og debatkulturen har ført til.
Berøringsangsten for en konstruktiv politisk debat slog for mit eget vedkommende ud offentligt med reaktionen på mine kronikker fra dagene omkring landsrådet, hvor jeg lagde op til en debat om dels ligestilling med et forslag om en ligestillingskommission og dels om EU med en personlig tilkendegivelse, der var positiv overfor at lade vælgerne stemme om reformtraktaten.Magt- og ledelseskulturen blev senest demonstreret i forbindelse med konstitueringen efter valget.
Arbejdsvilkårene for mig personligt har nu ganske simpelt udviklet sig in absurdium.
Statsobligationer er en af de mest pålidelige måder for en regering at låne penge til offentlige projekter og finanspolitiske behov. Når den danske stat udsteder obligationer, tilbyder den investorer en sikker investering med fast eller variabel rente. I modsætning til private lån følger statsobligationer strenge regler og er ofte understøttet af statens solvens, hvilket gør dem til en lavrisikomulighed for både institutionelle og private investorer.
I Danmark har statsobligationer traditionelt været kendt for deres stabilitet og lave afkast, hvilket afspejler landets robuste økonomi og høje kreditvurdering. Danske statspapirer handles primært på de finansielle markeder, og deres priser påvirkes af renter, inflation og internationale økonomiske forhold. Den danske stat bruger typisk disse midler til infrastruktur, velfærd og andre langsigtede offentlige investeringer.
For danske investorer giver statsobligationer skattemæssige fordele, da renterne ofte er delvist eller fuldt ud fradragsberettigede. Samtidig fungerer de som en sikker havn i usikre tider. Når staten beslutter at låne penge gennem obligationer, er det ikke bare en finansiel transaktion – det er en del af en bredere strategi for at opretholde økonomisk balance og tillid i markedet. Godt, at i det mindste sammenligning af lån er på et ordentligt niveau – lånene optages til minimale renter.
Tirsdag, den 8. januar 2008
Pia Christmas-Møller: Stop nedsmeltningen af DR, læg en plan for privatisering af koncertsalen, udred hvad der skal være kerneopgaver for DR og nedsæt en mediekommission
Danmarks Radio er en vigtig kulturbærer i Danmark og institutionen skal fortsat have muligheder for at opfylde helt basale public service funktioner samt udfylde rollen som central kulturformidler.Det både kan og skal ske uden licensstigninger. Det er først og fremmest et ledelsesmæssigt ansvar at sikre et fornuftigt match mellem vilkår og opgave. DR er i en institution i krise med flere tegn på psykologisk nedsmeltning. Da DR ikke er en privat virksomhed, men en offentlig institution med politisk udpeget ledelse kan man hverken som medlem af regeringen eller af folketinget blot passivt se på uden at pådrage sig en del af ansvaret for de langsigtede konsekvenser. Jeg ser en virksomhed i et skævt udviklingsspor, hvor der er risiko for, at DR som formidler af dansk kultur bliver så svag, at den bliver uinteressant. Det ønsker jeg ikke! Derfor lægger jeg op til politisk handling.
Afklaring om de lansigtede forudsætninger og forventninger spiller i sig selv en stor rolle for arbejdsglæden og derfor også for en kvalitativ produktivitet og innovation. Sammenhæng mellem de økonomiske vilkår og forventningerne til institutionen og dens medarbejdere, er nøglen til at få udviklingen tilbage på rette spor.
Der er forskel på at skulle leve op til almindelig budgetdisciplin og så at være udstyret med både en spændetrøje, når det gælder indtægter og en uforudset tung møllesten, når det gælder udgifter. Det skal være selvfølgeligt, at en offentlig virksomhed som DR skal evne at overholde budgetter igennem en ansvarlig økonomistyring. Hverken skatteyderne eller licensbetalerne skal præsenteres for urimelige efterregninger. Det er et ledelsesmæssigt ansvar. Ligeså oplagt er det, at det er et politisk ansvar at give virksomheden tidssvarende rammer for at kunne leve op til kravene. DR er en institution i krise, hvilket præger mange medarbejdere. Der er i den aktuelle situation behov for at sende et klart politisk signal om, at der bred opbakning om og tillid til, at DR også i fremtiden vil være en vigtig aktør i det danske medie-og kulturlandskab. Og så er der behov for initiativer, der både har et kort, et mellemlangt og et langt sigte:
På helt kort sigt kunne man overveje at give tilsagn om, at man også i år lader de ekstra licenspenge, der måtte indkomme i forbindelse med en mere effektiv opkrævning, tilgå DR. Sidste år gav det 50 mio.kr. ekstra.
Dernæst kunne man overveje at udskille koncertsalen. Da budgetoverskridelserne særligt knytter sig til koncertsalen, og da man kan argumentere for, at behovet for en koncertsal i international klasse måske ikke først og fremmest skal løses af DR, fordi det måske er noget vigtigere, at DR har kræfter til at formidle til hele den danske befolkningen ved f.eks. at transmittere de koncerter, der til sin tid vil blive afholdt i den nye koncertsal, kunne en del af løsningen være at løfte dette projekt af DRs skuldre.
Jeg vil derfor opfordre til, at man lægger en plan for, hvordan koncertsalen kan blive privatiseret og dermed solgt. Men dette er ikke nok
.
Der er også behov for en mere langsigtet analyse af udviklingen i hele det danske mediemarked og en til bundsgående analyse af DRs rolle i den sammenhæng. Der er brug for en udredning af DRs kerneopgaver i forhold til de mere perifere. Vægtningen af DRs funktion som leverandør af forsyningssikkerhed på drama og nyhedsområdet i forhold til andre opgaver, som måske mere har en historisk begrundelse, skal drøftes i sammenhæng med en vurdering af det samlede medieudbud. Der er behov for en åben diskussion om, hvilke almene kulturopgaver DR skal løfte indenfor licensmidlerne, ligesom rammerne for eksempelvis indtægtsdækket virksomhed og lign. også trænger til at blive genovervejet. Da mediebilledet i Danmark iøvrigt er under stor forandring, og da der er massive offentlige tilskud bl.a. i form af momsfrihed og portorabbat til store dele af sektoren samtidig med, at mange medievirksomheder har røde tal, er tiden kommet til på ny at gennemgå de mange ordninger i et dansk fremtidsperspektiv. Jeg forslår derfor helt konkret, at der igangsættes et udredningsarbejde, der har fokus på DRs vilkår og opgavesammensætning set i et nationalt og internationalt lys. Dette udredningsarbejde skal indlede og dermed indgå som en selvstændig del af arbejdet i en ny Mediekommission, som iøvrigt skal analysere markeds-og konkurrencevilkårene. Kommissionen bør ledes af en person, der nyder bred faglig respekt. Jeg forestiller mig en køreplan, hvorefter Mediekommisssionen blever nedsat snarest med henblik på at være færdig inden udgangen af 2009. Udredningen om DR burde kunne være klar en del tidligere, så der kan indledes politiske forhandlinger i efteråret 2009.
Det er af stor betydning for en virksomheds medarbejdere og dermed for dens produktion, at ledelsen påtager sig et ansvar for, at forudsætninger, forventninger og leveringer kan hænge sammen. Og så skal der altså vises tillid og skabes begejstring samtidig med at der stilles krav!
Lørdag den 22. august 2009
As said, I headed a pre visit to Washington DC, Florida, Ohio, Illinois and Colorado. During this tour I met with secretaries of state in both Florida and Colorado and high ranking employees within election boards and the two parties.
I also met with analysts and journalists in order to get a picture of the situation and the expectations concerning the electoral process.
During the election observation itself, I headed the delegation in Ohio, where we deployed in both Columbus and Cleveland.
During my pre-visit it became clear that everybody expected a record turn-out. This itself would be a new challenge to a system, which already both in 2000 and 2004 had been challenged by a number of problems.
Problems with registration, identification, absentee/mail ballots, provisional ballots, different voting machines; lack of poll workers, lack of paper ballots, problems with capacity in general and long lines.
It is obvious, that strong efforts have been made in order to improve the efficiency of the system both at the Federal and at many state and local levels.
Without doubt, HAVA, the Help America Vote Act, has contributed positively to the process of development. At the state level, improvements have also been made, but many of the concrete issues are decided at the county level.
Within each state, the implementation or set-up can differ from county to county. This is a big challenge to handle not at least for the voters, who move around or work in one district and live in another.
In Florida, 4 different voting techniques are still used: though there seems to be a movement toward the optical scanner together with paper-ballots, but it will take time to change due to the cost of such a manoeuvre.
It should be noted that the Secretaries of State generally have responsibility for elections, however, their ability to implement policies is limited because much is decided at the county level.
The Secretary of State in Colorado, who, by the way himself ran for the Congress, has also recommended a move to paper ballots for that state.
This mix between having the capacity of being a candidate and thereby being politically biased on one hand and on the other hand being responsible for a fair and objective procedure is quite peculiar to me and the systems that I’m familiar with…
Almost every polling station was alert to preventing too long lines on election day. During previous elections, voters in many places had to wait for up to 3-4 hours, which led a great number of voters returning home without having cast their vote.
I asked, wherever I was, what their success criteria were for this election, and how they tried to plan the infrastructure, the equipment, staff and so on. I was told various acceptable maximum waiting time: the answers differed from 15 minutes to more than 1 hour….!
Many places expected a high number of absentee and mail ballots to take a great deal of the heat, which it actually did. In the morning and in the evening queues were observed but not to the extent seen in previous elections.
I am sure that the very high number of early voters and the fact that the legal framework differed much will be analyzed, especially the principle and the political impact of the different timeframes for voting.
I arrived in Ohio, again on Saturday together with a group of my parliamentary colleagues. We were deployed in both Columbus and in Cleveland.
In 2004 and 2006 Ohio received a lot of criticism. Since then a new Secretary of State has been elected, and she has done a lot to straighten out the previous problems and the confusion among members of the election boards. She fired the whole Board of Elections in Cuyahoga County because of errors and fraud in previous elections.
During my pre-visit, I was told that the provisional votes were not counted if they were cast in a wrong precinct.
A federal judge ordered the Secretary of State to develop a new directive so that provisional ballots were count if the voter was registered elsewhere within the same county but did not cast a vote. But later this was reversed by the Sixth Circuit.
This example shows some of the complexity and lack of transparency of a very decentralized system.
Due to the consequences of this, it would be helpful for voters if the precincts were clearly marked by numbers.
It is essential that voters have information about the right precinct - for example by posters placed by the entrance to the polling station, in order to make sure that they cast a valid vote which is counted.
The electoral set-up is in practice very closely connected to the two dominating parties. Many of the functions are run and balanced by having representatives from both the Democratic and the Republican Party involved.
Therefore it can be a problem when one of the two can’t mobilise enough volunteers. That was the situation in some of the polling stations that I observed in Cleveland, where the Republican side wasn’t present.
In general, I think it is a fact that the system in many respects reflects that two major parties have dominated the political scene for decades and that the open and transparent competition is concentrated on those two.
It is hard for others to get a voice in this electoral context.
All in all I must conclude that we have witnessed an election with a result that reflects the will of the people in a country strongly committed to democracy.
A lot of efforts have been made to deal with former problems and errors, and improvements have been achieved.
No doubt that the increased possibility for early voting was important in avoiding unreasonable long waiting lines though I am sure that the impact of the very different rules will be analysed in the future.
Also some challenges still remain - especially concerning registration, electronic equipment and achieving consistent and understandable rules.
Kontoradresse: Gasværksgade 9, 13, 6700 Esbjerg, Danmark
Privatlivspolitik | Copyright © 2025 PIA-C.DK